Imam Ibn 'Abidin

Af Shaykh Abu Hasan
Dansk oversættelse © Islamisk.dk / Maryam A. Khan 2009
Baseret på den biografiske note på arabisk af shaykh Abd al-Jalil Ata af Damaskus, trykt som indledning til Radd al-Muhtar, Dar ihya al-Turath udgaven [Firkantede parenteser indikerer oversætterens kommentarer; »h« angiver den engelske oversætters kommentarer, mens »m« angiver den danske oversætters kommentarer].

Imam Ibn ‘Abidin Shami

Sayyid Muhammad Amin ibn Sayyid ‘Umar ibn Sayyid ‘Abd al-‘Aziz ibn Sayyid Ahmad ibn Sayyid ‘Abd al-Rahim ibn Sayyid Najm al-Din ibn Sayyid Muhammad Salah al-Din, bredt kendt som ‘Ibn ‘Abidin, roses i disse ord: Den fremragende, prisværdige og ædle lærd; og videns hav; den mesterlige lærd; den store jurist (faqih), geniet; den prægtigste blandt de afdøde lærde og den sidste af de forskende lærde; af en ophøjet herkomst (hasib, nasib); den lærde imam; forfatter til litterære værker.

Familie

Imamen (Allah være ham nådig) blev født i Damaskus (Syrien), i en familie af lærde og ophøjet herkomst i året 1198 A.H. Hans slægt forbindes med Sayyid Sharif Zayn al-‘Abidin (Allah være tilfreds med ham) og fra ham til Sayyida Fatima (Allah være tilfreds med hende), datter til hele skabelens Mester (Allahs fred og velsignelser være med ham). Ibn ‘Abidins far Sayyid ‘Umar og hans mor var begge berømte for deres retskaffenhed og gudfrygtighed (taqwa). Må Allah være dem nådig.

Opvækst

Han opvoksede i sin fars varetægt i Qanawat området. Han memorerede Koranen i en meget ung alder. Han var en hyppig besøgende i sin fars butik, hvor han lærte branchens færdigheder [h: for at gøre ham i stand til at tjene sit levebrød på retskaffen vis]. Somme tider plejede han at recitere Koranen i butikken. Ved en sådan lejlighed udviste en forbigående misbilligelse for hans recitation på et offentligt sted, eftersom folk hverken lytter til Koranen eller lægger mærke til hvad der bliver reciteret på sådanne steder. Han udpegede også et par små fejl i hans recitation. Straks drog han af sted for at søge gode recitatorer så han kunne rette sine fejl.

Søgen efter viden

Han blev henvist til mesterrecitatoren i hans tid [h: shaykh al-qurra’a, ‘Allama] Muhammad Sayyid Ibrahim al-Hamawi (d. 1236 A.H.). Han fuldendte sin tajwid hos ham og memorerede al-Shatibiyya, al-Maydaniyya og al-Jazariyya. Han lærte også Shafi‘i retslære fra ham og memorerede al-Zabd. Han lærte arabisk grammatik (nahw) og morfologi (sarf) indtil han fuldførte sine studier og opnåede almen autorisationsgrad (ijazatun ‘ammatun) fra ham.
Allah (Den Ophøjede) havde bestemt for ham at møde den største lærd i sin tid, Shaykh Shakir al-‘Aqqad, kendt som Ibn al-Miqdam Sa‘ad. Hos ham studerede han bøger om Koraneksegese (tafsir), juridiske principper (usul), arv, spiritualitet (tasawwuf), matematik (hisab) og de rationelle videnskaber.
‘Aqqad var medvirkende til hans skift af lovskole (madhhab) til den af al-Imam al-‘Azam [h: Ibn ‘Abidin var tidligere en Shafi‘i]. Han studerede store Hanafi værker under hans vejledning, såsom Multaqa al-Abhur, Kanz al-Daqa’iq og dens kommentar Bahr al-Ra’iq, al-Diraya og al-Hidaya.
Han begyndte at studere Durr al-Mukhtar under vejledning af velkendte lærde, af hvilke den mest kendte blandt dem var Shaykh Sayyid al-Halabi. Ibn ‘Abidins møde med Shaykh Shakir var et gigantisk fremskridt i hans karriere som en lærd og en pilgrim på den åndelige vej. Så det er ikke et under, at han forblev i hans selskab i syv år, hvorefter Shaykh Shakir præsenterede ham for sine egne lærere og anbefalede dem at give ham autorisationer (ijazat). Hans overleveringskæde (sanad) blev mere ophøjet og kortere end de tidligere. Han blev også følger (murid) af Qadiri ordenen (h: Tariqat al-Ghawth al-A‘ẓam Shaykh ‘Abd al-Qadir al-Jilani, Allah være tilfreds med ham) som han siden forblev i resten af tiden.
Efter Shaykh Shakirs bortgang (Allah være ham nådig) fortsatte han med at studere under hans stedfortræder Shaykh Sayyid al-Halabi. Al-Halabi var den mest lærde person i Shaykh Shakirs kreds og han var også den fremmeste Hanafi lærd i sin tid. Han elskede Ibn ‘Abidin så højt at han ikke begyndte sine lektioner før Ibn ‘Abidin var til stede. Lektionerne i Durr al-Mukhtar blev afholdt ved siden af Umawi moskeen efter morgenbønnerne.

Profetens arving (Allahs fred og velsignelser være med ham)

Ibn ‘Abidin var meget smuk og karismatisk; han var høj og havde en god kropsbygning. Han havde blide manerer, og var altid venlig og munter; alligevel var han værdig og rolig. Hans adfærd var sådan at det indgød en ærefrygt i folk. Hans tale var beriget af visdom og fremsyn.
Da al-‘Aqqad engang efterlod Ibn ‘Abidin ventende ved døren, sagde en vis indisk shaykh til ham:
»Tag den unge mand med, for jeg ser profetværdighedens lys skinne mellem hans øjne.«

Autorisationsbeviser

Han modtog autorisationsbeviser fra sin tids store lærde, fra sine lærer (shayukh), og deres lærer (shayukh). Dette var på grund af hans Shaykh ‘Aqqad, som introducerede ham til sine egne lærer og deres lærer, da han bemærkede den unge mands ekstraordinære intelligens, oprigtighed og talent. Nedenfor er angivet nogle af de autorisationsbeviser, som han opnåede:
  1. Et generelt autorisationsbevis fra den berømte shaykh, Muhammad al-Kazburi al-Kabir, sin tids hadithlærd (muhaddith), som bortgik i 1221 A.H. Han underskrev autorisationsbeviset i året 1210 A.H., da Ibn ‘Abidin kun var lidt over tolv år gammel.
  2. Endnu et generelt autorisationsbevis fra den fremtrædende lærd og berømte hadithlærd (muhaddith), Ahmad al-‘Attar som bortgik i 1218 A.H. Han tildelte ham dette autorisationsbevis (ijaza) i 1216 A.H., da han var omkring atten år gammel.
  3. Et andet autorisationsbevis [er] fra den fremtrædende lærd, al-Amir al-Kabir (d. 1232 A.H.) som han fik sendt til ham i 1228 A.H.
  4. En tilladelse til at berette fra recitatorerne i Damaskus igennem sin første lærer, Muhammad Sayyid al-Hamawi (d. 1236 A.H.), som indbefatter mange betydningsfulde lærde fra den tid.
  5. Og beviset fra hans egen shaykh, Muhammad Shakir al-‘Aqqad, kendt som Ibn Miqdam Sa‘ad.

Den lærde

Ibn ‘Abidin begyndte at skrive, da han var knap sytten. Blandt hans tidligste værker var præciseringskommentarer af bøger, som han studerede hos sin shaykh, ‘Aqqad, især af Bahr al-Ra’iq og Durr al-Mukhtar.
Han arbejdede meget hårdt og opretholdte en vedholdende fremgang, indtil han med tiden blev til den mest fremtrædende autoritet inden for Hanafi retslære i sin tid. I Shaykh Husayn al-Muradis tid blev han gjort til Damaskus’ stormufti, og han modtog spørgsmål med posten fra hele verdenen om forskellige anliggender, som han til tider besvarede på meget detaljeret vis.
Hans Hashiya eller præciseringskommentar til Durr al-Mukhtar er hans hovedværk, hvori han samlede de foretrukne standpunkter [h: inden for Hanafi skolen], hvorved han gjorde det til en autoritet inden for Hanafi skolen. Durr al-Mukhtar er et kortfattet værk; således er mange problemstillinger blevet undladt af hensyn til dens korthed. Somme tider er beskrivelserne uklare for enhver, der ikke har et trænet øje eller er en erfaren mester, så Ibn ‘Abidin indså nødvendigheden for en uddybende kommentar og tilføjelse af en del problemstillinger, som ellers var blevet undladt.
I denne forbindelse bortgik tidligere forfattere, som forsøgte at samle et så omfattende værk, før de kunne færdiggøre deres arbejde. Som regel kom disse bøger ikke længere end sektionen om ijara [udlejning] såsom eksempelvis Fath al-Qadir (af Imam Kamal ibn Humam). Derfor startede Ibn ‘Abidin sin præciserende kommentar med sektionen om ijara ved at sige:
»Hvis døden tager mig før (jeg bliver færdig), bør dette være en færdiggørelse af de tidligere ufærdige [værker]. Men hvis jeg lever længe nok, vil jeg vende tilbage for at gøre det til et fuldstændigt og komplet værk.«
Han begyndte at skrive kommentaren i sin shaykh, Sayyid al-Halabis regi efter at han blev færdig med at studere Durr al-Mukhtar den første gang og fra notaterne som han havde lavet til formålet. Derefter studerede han det en gang til med kommentarer af Ibrahim al-Halabi. I mellemtiden plejede han at vise sine udkast til shaykhen, som blev tilfreds og sagde:
»Tiden er kommet for omsider at ordne denne store samling og den gigantiske opgave at færdiggøre den.«
Som nævnt tidligere begyndte han med sektionen om ijara og fortsatte til slutningen. Dernæst startede han fra begyndelsen og afsluttede ved ijara. Så snart den var færdiggjort, begyndte han at organisere manuskriptet, men døden afsatte ham ikke tid til at færdiggøre en rettet udgave af manuskriptet.
Hans søn ‘Ala al-Din færdiggjorde senere den rettede udgave og vedhæftede sine egne notater der strækker sig over to særskilte bind, og navngav den Qurrat al-Uyun al-Akhyar bi Takmalati Radd al-Muhtar.

En stjerne går ned…

Et gudhengivent liv tilbragt i bestræbelser på at opnå sine forældres tilfredshed, og på at være pligtopfyldende overfor Allah; et liv tilbragt i akkumulation af viden og gode handlinger blev slukket onsdag den 21. Rabi al-Thani 1252 A.H. Han var kun 54, da han gik bort.
Hans begravelsesbøn blev ledt af hans egen lærer Sayyid al-Halabi, som grædende brød sammen idet han greb sit eget skæg, og sagde: »Jeg ønskede dig for hvad der kommer efter min alderdom.«
 Bønner blev afholdt i Sinaniyya moskeen og han blev begravet – i overensstemmelse med hans testamente – nær Shaykh ‘Ala al-Din al-Haskafis grav, forfatteren til Durr al-Mukhtar og ved siden af den storslåede hadith-lærd Salih al-Jaynini i Damaskus.
Må Allah være tilfreds med ham og skænke ham det største af Paradisets haver.

En bemærkning om Radd al-Muhtar

Hvad angår forkortelserne der er blevet anvendt i dette værk; når han anmærker noget som ta, mener han ‘Allama al-Tahtawis Hashiya over Durr al-Mukhtar; ha betyder, Hashiya af ‘Allama al-Halabi som skrev en kommentar over Durr al-Mukhtar i to bind.
I alle hans værker, inklusive hans kommentar, udviser han den yderste respekt overfor tidligere lærde og omtaler dem med passende ærbødighed. Når han nogle gange citerer Tahtawi eller Halabi tilføjer han dog: ‘Overvej’ eller ‘Mangler bekræftelse’ eller ‘Afventer yderligere undersøgelse’ – han mener at selv om at han citerer dem, er han ikke nødvendigvis enig med dem. Således hentyder han respektfuldt til sin uenighed i stedet for en eksplicit erklæring.

Nogle af hans værker

  1. Ibn ‘Abidin har efterladt sig utallige værker og monografier som er et vidnesbyrd for hans forskning; den mest kendte og den største af dem alle er hans præciserende kommentar til Durr al-Mukhtar navngivet: Radd al-Muhtar ‘ala al-Durr al-Mukhtar (Svar til den forvirrede; En eksegese til ‘de fortrukne ædelsten’). Dette er den mest omfattende og den mest autoritative bog inden for Hanafi retslære i dag i hele verden. Jeg [Shaykh ‘Abd al-Jalil ‘Ata mener sig selv] har også arbejdet med og forberedt en detaljeret indholdsfortegnelse over bogen. Den er blevet udgivet mange gange: Bulaq udgaven i 1272 A.H. i fem bind og senere i 1276 A.H. og 1299 A.H.; Maymaniyya udgave i 1307 A.H.; Istanbul udgaven i 1307 A.H. Endnu engang i 1323 A.H. var der en Maymiyya udgave, og senere Babi al-Halabi udgaven i 1323 A.H., og Istanbul udgaven i otte bind sammen med Takmala, som er blevet trykt et vist antal gange siden.
  2. Minhat al-Khaliq (Skaberens gunst): En samling af kommentarer og notater til Nahr al-Fa’iq (Den overstrømmende strøm) af ‘Umar ibn Nujaym og nogle andre værker af Khayr al-Din al-Ramli. Han kommenterer ikke, undtagen hvor der er et behov for at forklare, eller hvor der er et stridsspørgsmål at afklare; dette navngav han Minhatul Khaliq ‘ala al-Bahr al-Ra’iq (Skaberens gunst; en præciserende kommentar til det klare hav) hvori han færdiggjorde Ibn Nujayms eksegese, efterladt ufærdig ved ijarat al-fasida (forbudt udlejning). Denne blev trykt sammen med bogens præciserende kommentarer: Sharh al-Bahr al-Ra’iq i syv bind, og dens takmala (færdiggørelse) som det ottende bind af Turi i året 1311 A.H. i Ægypten.
  3. Al-‘Uqud al-Durriyya fi Tanqihi al-Fatawa al-Hamidiyya (Perlernes kæde: En revision af Hamids Fatawa): er en revision af Shaykh Hamid al-Din al-‘Imadis fatawa; udgivet i to bind.
  4. Hashiya ‘ala sharh multaqa al-Abhur (Præciseringskommentar til Havenes Samling af al-Haskafi).
  5. Hashiya ‘ala Tafsir al-Qadi al-Baydawi (Præciseringskommentar til al-Baydawis Eksegese): han gik bestemt efter at kommentere den på en sådan måde, at den kun indeholdt de kommentarer som ingen anden mufassir (fortolker) havde nævnt før.
  6. Hashiya ‘ala ifadatu al-Anwar sharh al-Manar (Præciseringskommentar til Udstrålingens Udvidelser; En eksegese til Ledestjernen – al-Manar af Haṣkafi): dette er ikke den samme som Nasmat al-Ashar (se nedenfor).
  7. Hashiya ‘ala sharh al-Taqrir wa al-Tahbir fi al-Usul af ibn Amir Hajj (Præciseringskommentar til eksegesen af taler og værker inden for principper for Islamisk viden).
  8. En præciseringskommentar som han navngav: Rafa‘ al-Anzar ‘amma awradahu al-Halabi ‘ala al-Durr al-Mukhtar.
  9. En præciseringskommentar til Sharh al-Manar af al-‘Alayi navngivet Nasmat al-Ashar ‘ala ifadat al-Anwar (Skinnende morgenstråler, en forklaring af Udstrålingens Udvidelser). Den er blevet udgivet to gange.
  10. Hashiya al-Muwawwal (af Taftazani).
  11. Hashiya fath Rabb al-Arbab ‘ala Lubb al-Albab sharh nubdhat al-A‘rab af Hisham. Manuskriptet findes i Zahiriyya biblioteket.
  12. Al-Durar al-Mudiyya fi sharh nazm al-Abhur al-Shari‘iyya.
  13. Fatawa fi al-Fiqh al-Hanafi indeholder omkring et hundrede standpunkter udover dem i hans Risala. Den er også kendt som Ajwibataun Muhaqqiqa.
  14. Sharh al-Kafi fi al-‘Urud wa al-Qawafi (Eksegese af en bog om prosodi, navnlig al-Kafi af Ahmad ibn ‘Abbad ibn Shu‘ayb al-Qanna’a).
  15. Et appendiks til Silk al-Durar af al-Muradi.
  16. Majmu‘ al-Nafayis wa al-Nawadir.
  17. Qissatu al-Mawlid al-Nabawi al-Sharif.
  18. Nazm al-Kanz; Imam al-Nasafis al-Kanz i versform. Dette digt er omkring ottehundrede vers langt, men han færdiggjorde det ikke.
  19. Al-‘Alam al-Zahir fi Nafi‘in Nasab al-Tahir.
  20. Sharh manzuma ‘uqudi rasmi al-mufti [Fortolkning af digtet ‘Uqudi rasmi al-Mufti]: Dette er en fortolkning af hans digt, Manzuma ‘uqudi rasmi al-Mufti wa ma yajibu an ya‘lamahu al-‘Alimu wa al-mufti på omkring fireoghalvfjerds vers fra rajz digterisk tæller, han fuldførte fortolkningen i Rabi al-Thani 1243 A.H.
Offentliggjort: 1. april 2009

Copyright © 2002-2017 Islamisk.dk — Alle rettigheder forbeholdes. Gengivelse er kun tilladt sålænge materialet ikke er blevet redigeret og kildeangivelse tydeligt fremgår. For yderligere information, kontakt da Islamisk.dk.