Fiqh om at sende fred og velsignelser på Profeten

»Allah og Hans engle sender velsignelser på Profeten. Oh I som er troende, send velsignelser på ham og hils ham med al respekt« (al-Qur’an, 33:56).

»Den, i hvis tilstedeværelse jeg nævnes og som ikke sender velsignelser på mig er en gnier« (overleveret af Imam al-Tirmidhi, som erklærede den sahih).

Betydningen af at sende velsignelser på Profeten (Må Allahs fred og velsignelse være med ham)

»Salat (at sende velsignelser) har tre betydninger:

Den første er den rent sproglige, og det er bøn (du‘a) i dens mest generelle form.

Den anden er udelukkende juridisk, og det er de udtalte elementer og de fysiske bevægelser, begynder med »Allahu Akbar« (Allah er Størst) og afslutter med fredshilsner (taslim), dog med specifikke forhåndsbetingelser [f: navnlig, den rituelle bøn].

Den tredje er både sproglig og juridisk. Ifølge majoriteten er det er en barmhjertighed når det attribueres til Allah; og at søge tilgivelse (istighfar) når det attribueres til andre end Ham, hvad enten det er engle eller andre...

Hvad angår ordet »salam« er dets betydning tryghed. Hensigten med dette er at berolige Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) med henblik på hvad han frygter for sit folk (umma). Nogle har forklaret det som en hilsen med den betydning at når den er tiltænkt Allah at Han henvender Sig til ham med Sin evige tale, hvilket dermed indikerer hans høje status (Ibrahim al-Bajuri, Hashiya al-Bajuri ‘ala al-Sanusiyya, Mustafa al-Babi al-Halabi, side 7).

Dommen om at sende fred og velsignelser på ham (Allahs fred og velsignelser være med ham)

»Det er obligatorisk mindst en gang i en persons liv, uden nogen uenighed… der er dog forskellige meninger om dets nødvendighed hver gang hans navn nævnes (Allahs fred og velsignelser være med ham). Det foretrukne standpunkt ifølge Imam al-Tahawi er at det er nødvendigt (wajib) hver gang han nævnes, mens [h: Hanafi] skolens holdning er at det er anbefalet (mustahabb) [f: dvs. at det er nødvendigt at sige det mindst en gang i en session, og at det er anbefalet at gentage det hver gang Profetens navn nævnes (Allahs fred og velsignelser være med ham)].«

»At sende velsignelser på profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) er nødvendigt mindst en gang i hver forsamling [f: hvor hans navn nævnes]… og dets gentagelse er anbefalet [f: hvis profetens navn (Allahs fred og velsignelse være med ham) gentages]« (Radd al-muhtar ‘ala al-durr al-mukhtar, 1:246, Bulaq ed.).

Steder og tidspunkter hvor det er anbefalet at sende velsignelser på Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham)

»Det er anbefalet på alle tidspunkter, hvis muligt.«

»De lærde har specifikt nævnt et vist antal situationer, hvor det er anbefalet (mustahabb):

1. på fredage, i løbet af dagen og natten forinden såvel som om morgnen og om aftenen;
2. ved indtrædelse i moskeen og ved udtrædelse fra den;
3. når man besøger hans velsignede grav (Allah velsigne ham og skænke ham fred);
4. når man er på Safa’ og Marwa;
5. i løbet af fredagsprædikenen og andre prædiker [f: for den der holder prædikenen (khatib), og for dem der lytter siges det ikke med tungen, men inde i sig selv];
6. efter at have svaret på kaldet til bøn (adhan);
7. når kaldet til bønnens begyndelse gives (iqama);
8. i begyndelsen, i midten og i slutningen af en bøn (du’a) [f: fordi salat på Profeten (Allah velsigne ham og skænke ham fred) accepteres af Allah, og Han vil ikke afvise, hvad der er i mellem det, fordi Hans gavmildhed overgår alt, som de lærde forklarer det];
9. efter du‘a al-qunut [f: i witr bønnen];
10. når man mødes og tager afsked;
11. under den rituelle afvaskning (wudu‘);
12. når man har glemt noget;
13. når man giver en formaning;
14. når man påbegynder og afslutter læsningen af hadith;
15. for alle forfattere, elever og lærere;
16. når folk bliver gift og når folk gifter andre væk;
17. i breve;
18. og før alle vigtige anliggender« (Ibn ‘Abidin, Radd al-Muhtar, 1:348, Bulaq).

Belønningen og udbyttet af at sende fred og velsignelser

1. At Allah sender velsignelser på tjeneren

»Den som sender velsigner på mig én gang, ham sender Allah velsignelser på tifold« (Muslim, Abu Dawud, & al-Tirmidhi).

»Den som sender velsigner på mig én gang, ham vil Allah sende velsignelser på tifold og slette ti af hans synder og hæve ham ti grader« (al-Nasa’i).

2. Tilgivelse

»Oh Abu Kahil! Enhver som sender velsigner på mig tre gange hver dag og tre gange hver nat af kærlighed og længsel efter mig; det er hans ret overfor Allah at Han tilgiver ham hans synder for den dag og nat« [al-Tabarani].

3. Tilstrækkelighed i ens verdslige og hinsidige anliggender for den, som gør alle sine bønner til velsignelser på Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham)

»Oh Allahs Sendebud, jeg sender mange velsignelser på dig. Hvor stor en del af mine bønner skal jeg hellige til dig?« Han sagde: »Så meget som du ønsker.« Jeg sagde: »En fjerdedel?« Han sagde: »Så meget som du ønsker, og hvis du forøgede det, så ville det kun være bedre for dig.« Jeg sagde: »Så halvdelen?« Han sagde: »Så meget som du ønsker, og hvis du forøgede det, så ville det kun være bedre for dig.« Jeg sagde: »Så to tredjedele?« Han sagde: »Så meget som du ønsker, og hvis du forøgede det, så vil det kun være bedre for dig.« Jeg sagde: »Jeg vil hellige alle mine bønner til at sende velsignelser på dig.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »I så fald vil det være nok for dig overfor alle dine bekymringer og dine synder vil blive tilgivet« (overleveret af Imam al-Tirmidhi, som erklærede den sahih).

4. Opnåelse af Profetens forbøn (Allahs fred og velsignelser være med ham)

»Enhver der sender velsignelser på mig ti gange om morgenen og ti gange om aftenen vil opnå min forbøn på dommens dag« (al-Tabarani).

1. opnåelse af Allah Den Ophøjedes tilfredshed og Hans nåde;
2. beskyttelse fra Hans vrede;
3. at blive skygget for af Allahs trone på dommens dag;
4. renselse af hjertet fra hykleri; og
5. at se vores elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) i sin søvn (al-Sakhawi, al-Qawl al-badi‘ fi al-salat ‘ala al-Habib al-Shafi‘, 203).