Hvad er Sunna?

Af Shaykh Gibril F. Haddad
Dansk oversættelse © Islamisk.dk / Alia Hussain 2006
Sunna, pl. sunan: »Vej« eller »praksis«. Standardpraksis, primært Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham), heriblandt hans udtalelser, handlinger, tavse godkendelser og misbilligelser. Lærde indenfor Hadith tilføjer også hans personlige træk – inklusive fysiske ansigtstræk – til denne beskrivelse.
»Videnskaberne om Sunna« (‘ulum al-sunna) henviser til Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) biografi (sira), optegnelsen af hans kampe (maghazi), hans daglige udtalelser og handlinger eller »måde [at gøre ting på]« (sunan) herunder hans personlige og moralske kvaliteter (shama’il) og skaren af de underordnede hadith-videnskaber, såsom hændelsesomstændigheder (asbab al-wurud), viden om de ophævende og ophævede hadith, svære ord (gharib al-hadith), bedømmelse af berettere (al-jarh wa al-ta‘dil), biografier over berettere (al-rijal) og så videre. Denne betydning bliver brugt i kontrastmodsætning til Koranen i udtryk såsom »Koran og Sunna« og gælder indenfor de hadith-lærdes sprogbrug.
»Sunnaen består, ifølge vores definition, af beretningerne overleveret fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Sunnaen er eksegese (tafsir) over Koranen og indeholder dens instruktioner (dala’il)« (Imam Ahmad).
De tidlige Sunni hadith-mestre som Abu Dawud og Abu Nasr al-Marwazi brugte også termen »Sunna« i den indsnævrede betydning for at referere til Sunni-doktriner i modsætning til ikke-Sunni-sekters overbevisninger.
I terminologien indenfor ‘usul al-fiqh eller retslærens principper, betegner Sunna en udtalelse (qawl), en handling (fi‘l) eller godkendelse (taqrir), som er berettet fra (nuqila ‘an) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), eller som kommer (sadara) fra ham snarere end fra Koranen.
I terminologien indenfor fiqh eller retslære betegner Sunna det som er solidt etableret (thabata) og som er påkrævet (matlub) i religionen på basis af et juridisk bevis (dalil shar‘i), men uden at være obligatorisk; hvis vedvarende forsømmelse udgør ligegyldighed (istikhfaf) overfor religionen og dermed synd, og som pådrager skyld (lawm, ‘itab, tadlil) – og også afstraffelse (‘uquba) ifølge nogle jurister.
Nogle skelnede mellem hvad de kaldte »betonet Sunna« (sunna mu’akkada) eller »vejledende Sunna« (sunnat al-huda), som hvad Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede eller lagde vægt på igennem ord eller handlinger og andre typer Sunna der anses som værende mindre bindende i deres juridiske status, som hvad de kaldte »ubetonet Sunna« (sunna ghayr mu’akkada) og »vanens Sunna« (sunnat al-‘ada).
De ovenfor nævnte juridiske betydninger af Sunna bruges i kontrastmodsætning til de andre fire af fem retslige kategorier indenfor menneskelige handlinger – obligatorisk (fard), neutralt (mubah), forhadt (makruh) og forbudt (haram) – og gælder i terminologi hos jurister, fra det andet århundrede efter emigrationen (hijra).
Kilde: LivingIslam.org
Offentliggjort: 14. februar 2006

Copyright © 2002-2014 Islamisk.dk — Alle rettigheder forbeholdes. Gengivelse er kun tilladt sålænge materialet ikke er blevet redigeret og kildeangivelse tydeligt fremgår. For yderligere information, kontakt da Islamisk.dk.